IPSC foredrag

P. I. Københavns Skytteafdeling

IPSC foredrag torsdag den 23. januar i Valby

 

PI Købehanvs skytteafdeling havde aftalt med den tidligere kollega, Klaus Fristrup, som nu er direktør for den danske afdeling af firmaet CAPSICUM, om at afholde en foredragsaften for interesserede i IPSC skydning, som det tidligere er annonceret på hjemmesiden og på PI Københavns hjemmeside.

 

Ca. 30 deltagere var mødt op til foredrag, kaffe og kage, den aften i Valby. Conny bød velkommen til foredragsholderne, de to eliteskytter Klaus Fristrup og Mats Backström fra Sverige.

Mats var iført reklamebluse fra bl.a. Capsicum og IPSC, og havde medbragt noget af sit personligt tilvirket gear, bælte, hylster, magasinholdere med mere. Derudover medbragte de nogle håndvåben, som bruges af og kan anbefales til IPSC skytter.

 

Klaus startede foredraget op med PowerPoint visning af firmaet Capsicums sortiment af varer, samt en orientering om firmaets opståen og og drift. Firmaet er startet af en dansk IPSC skytte, men i Norge. Navnet er tilfædlig valgt og er faktisk navnet på en chili. Firmaets primære kunder er faktisk kun militær og politi, hvortil man leverer al form for grej. Det er bl.a. udstyr som våben, våbentilbehør, sigtemidler, kikkerter i alle afskygninger, lygter, nightvision, thermo, armour, hylstre og alt andet tilbehør, men kun i topkvalitet. Og, som Klaus sagde, man foretrækker at sælge i paller. Derudover har firmaet en lille civil niche, hvor man kan sælge udstyr til enkeltpersoner. Det er bl.a. til politifolk, militærfolk og IPSC skytter.

 

Derefter gik de begge i gang med at fortælle om IPSC og IPSC skydning. Klaus slog flere gange fast, at i Skandinavien er IPSC, i modsætning til mange andre lande, som eksempelvis USA, en ren sport hvor sikkerhed har topprioritet og uden militær eller polititilknytning. Man møder for eksempel ikke op i camouflagetøj, med våben i lårehylstre eller på anden måde ligner en rambo-type. Så får man ved konkurrencer besked på at skifte. De eneste, som må anvende lårhylstre er politiet og det er til deres tjenestepistoler. Endvidere må det hylstrede våben heller ikke sidde for højt, men skal flugte bæltet.

 

Under transport må våben og ammunition heller ikke følges ad. Det skal transporteres I hver sin taske. Det er igen og igen et spørgsmål om sikkerhed og ved konkurrencer kan selv den mindste overtrædelse, eksempelvis fingeren på aftrækkeren ved magasinskift, resultere I hjemsendelse.

 

Blandt mange andre ting viste Klaus sit træningsskema. Hvor mange gange om ugen han træner og hvordan han træner. Det er ikke skydninger alt sammen, men det meste af det er tørtræning og herunder er også fysisk træning. Noget af det har han med fra sin tidligere tid som eliteroer. Mats viste også nogle af de ting han træner, bl.a. så enkelte ting som bevægelse, fodstillinger, håndstillinger. En enkelt bevægelse kan trænes op til 100 gange, før den måske ændres ganske lidt og så trænes igen. Det var mit indtryk, at Mats stort set ikke laver andet end træner, træner og går til konkurrencer rundt omkring I verden. Jeg har også svært ved at forstå, hvordan Klaus får tid til at passé sit arbejde og familien. Men, som han sagde, når svigermor er på besøg, så træner han.

 

Klaus viste også en kort film med Mats "i arbejde" på en IPSC bane. Det gik så stærkt, at vi burde endnu en gang have set filmen, men I slow motion. Efterfølgende viste Klaus en baneopstilliing, som krævede en del forklaringer om skyttens placeringer I forhold til skiverne og skyttens planlægning og koreografi for gennemgang af banen. Før konkurrencen går I gang, får skytten 5 minutter til at gennemløbe banen og lægge sin slagplan. Mats sammenligner planlægningen med koreografien til en ballet. Alt skal planlægges og være på plads, før skytten går på banen og danser ballet...!

 

Noget af det sidste Klaus var inde på var økonomien. Han mente ikke, at det var vanvittig dyrt. Man behøvede jo ikke at starte med en Infinity pistol til 30.000,- kr og gear til det halve. Sig Sauer fremstiller en ganske god pistol, udviklet som tjenestepistol, som tilvirket hos Capsicum vil fungere godt til IPSC og det til en pris på godt 8.000,- kr. CZ pistolen til en lidt lavere pris, ca. 7.000,- kr, er også god, men den har et problem med holdbarheden af slædestopperen, som ved meget brug skal skiftes et par gange om året. Den bliver hurtigt dyrere end Sig Sauer. Derudover skal der købes flere magasiner, man har mindst fire fyldte magasiner med på banen ad gangen, og gerne nogle stykker I reserve. Bælte med hurtigtræks hylster, magasinholdere m.m., kan måske anskaffes til omkring 5.000,- kr. Dertil kommer så ammunitionen. Der bruges meget, rigtig meget og det er efterhånden temmelig dyrt. Klasus og Mats er ikke tilfredse med fabriks ammunition, så de lader selv deres. Det kræver nøjagtighed. Det er ikke noget med en ekstra skefuld krudt.

 

Men før alt dette kan gå igang, skal man have en IPSC licens. Man kan på nettet hente en "teoribog", som man faktisk skal kunne mere eller mindre udenad. Den handler mest om sikkerhed og våbenbetjening, samt en hel del regler for skyttens færden på en IPSC bane. Når man mener at kunne lektien, henter man et omfattende spørgeskema, som skal besvares med et minimum af fejl. Det er vist noget med et krav om ca. 85% rigtige svar. Nå den "eksamen" er klaret, kommer man en weekend ud på en handlebane på Hanebjerg, hvor man i praksis skal bevise, om man har forstået reglerne og kan håndtere et våben I pressede situationer. Så kan man få sin licens for et år ad gangen, og som iøvrigt skal vedligeholdes I løbet af året.

 

Men, som Klaus sagde, det er sjovt, rigtig sjovt. Og man kan deltage I IPSC skydninger over det meste af verden, så den dyreste post bliver nok rejsen og opholdet.

 

Vi har I PI København nogle IPSC skytter, bl.a. bestyrelsesmedlem Thomas, Thomas@piskydning.dk. og derudover er der Morten, mst027@politi.dk, og Michael, mrc010@politi.dk. Alle tre er villige til at fortælle om disciplinen til interesserede.

 

Deroduver kan man studere hjemmesiden matsbackstrom.com.

 

Aftenen sluttede af med en hel del spørgsmål og nærmere studium af de medbragte våben. En rigtig god aften, som vil fortsætte med nogle fysiske prøver på Hanebjerg, en weekend sidst I marts måned, for de tilmeldte af aftenens deltagere.

 

/Henning Kamp.

 

IPSC foredragsholderne Mats og Klaus

God IPSC begynder pistol, SigSauer

Mats demonstrerer hurtigtræk

Klaus viser IPSC modificeret pistol

Stor interesse for de udstillede IPSC våben.

 

Fotos: Kjeld Askvang.